KØB INDENFOR EU
EU har vedtaget en kosmetiklovgivning, som alle varer solgt i EU skal overholde. Lovgivningen stiller krav til dyreforsøg, tilladte stoffer, markedsføring og meget mere. Derved er du sikret, at produkterne er underlagt lovgivningens standard, så længe du køber indenfor EU.
EU’s kosmetiklovgivning er totalharmoniseret. Det betyder, at alle landene som udgangspunkt har de samme regler og ikke kan lave interne regler eller undtagelser. Danmark har imidlertid to særregler på nuværende tidspunkt. De til enhver tid gældende særregler kan du finde på Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside
TJEK INGREDIENSERNE
Har du nogensinde læst ingredienslisten på et af dine plejeprodukter? Det har du sikkert, og det var garanteret ikke nogen nem opgave at forstå. Det kan dog være en rigtig god idé at kigge lidt ekstra på ingredienslisten, og der er nogle tips til at gøre opgaven nemmere.
Forbrugerrådet Tænk har udviklet appen Kemiluppen, som vurderer produktet for dig. Det er meget enkelt: Gå ind på appen og brug scanneren på produktets stregkode. Så får du en vurdering af produktet samt information om ingredienserne. Med appen kan du derfor nemt undgå uønskede kemikalier. Hvis appen ikke har undersøgt produktet endnu, kan du slå de ingredienser op på internettet, du er i tvivl om.
Ingredienslisten giver også tit information om, hvilke ingredienser i et produkt, der er økologiske. De er ofte markeret med en stjerne. Ingredienserne står listet efter mængden, og som regel er de seks første ingredienser en god indikator for, hvad produktet primært består af. Hvis de økologiske ingredienser står til sidst i ingredienslisten, er de altså ikke en stor del af indholdet.
SPØRG PRODUCENTERNE
Hvis du er i tvivl om et produkts uønskede virkninger eller indhold af farlige stoffer, kan du få disse oplysninger fra producenten. De skal oplyse om alle uønskede virkninger, produktet kan have eller har haft, og hvor ofte de optræder. Kontaktinformationen kan findes på produktets emballage eller på internettet.
Det kan virke uoverskueligt at navigere rundt mellem det store udvalg af produkter med tillokkende ord på emballagen. Med disse råd skulle det dog gerne være blevet lidt nemmere. Det er nemlig det værd at sætte sig ind i, hvad man hver dag bruger på sin krop. For miljøets skyld og for din egen.